Fløjlsbløde bananpandekager med fyld af friske hindbær og soya yoghurt

Amsterdam: Madguide

Hvis du har fulgt med på Instagram, så er du nok informeret om, at jeg har tilbragt en lille uges tid i den flotte by, Amsterdam. De smukke kanaler, frygtløse cykelister, feminine butikker og en helt speciel stemning er ganske kendetegnende for byen. Ja, og så selvfølgelig ost, tulipaner og ‘stroopwafels’. Vi var dog også meget begejstrede for deres mange spisesteder, vegetariske og veganske alternativer, hvor de var ret godt fremme. Hverken min søster eller jeg selv er vegetarer, men vi spiser ofte vegetariske eller veganske retter, bare fordi det er lækkert. Det bærer denne mad-guide derfor også præg af. Hvis du vil se den korte version, så skal du hoppe over på Instagram, hvor jeg har lavet en mini-madguide under mine ‘højdepunkter’ i biografien. Det kan du finde lige her.

Amsterdam opleves bedst på gåben, og vi gik ofte efter de forskellige spisesteder, som vi havde fundet frem til hjemmefra. Det gjorde at vi oplevede helt nye områder af byen, som vi kunne udforske. Det kan måske virke lidt fjollet at gå 1-2 km for at komme hen til et spisested, men det har bare medvirket, at vi har fået oplevet så mange fine steder, som vi ellers ikke ville have opdaget. Med det vil jeg bare sige, at det altså klart kan anbefales at gå lidt ekstra for at finde de gode spisesteder, fordi det også giver en masse på oplevelsesfronten og indblik i byens mange fine områder og gader.

Vi starter med morgenmaden. Her er der rigtigt mange steder, der serverer diverse smoothiebowls. Kendetegnende for de steder, vi fik afprøvet var, at de bestemt ikke sparede på hverken granola eller andre toppings. Det var en smule overdøvende fra selve smoothien, men omvendt, så er jeg også tilhænger af en masse toppings, men jeg kunne nok godt have klaret mig med mindre.

Juice Brothers

Hos Juice Brothers kan man alverdens juice. Vi var forbi hele to morgener – og begge gange fik vi deres acai almond bowl. En acai bowl med masser af lækker granola og mandelsmør. Virkelig lækkert. Vi ville også gerne have prøvet deres grød, men det lavede de åbenbart ikke på det tidspunkt af dagen, selvom vi var forbi omkring kl 9 om morgen.

The Cold Pressed Juicery

Endnu et juice-sted. Her bygges på principper om rawfood og friske råvarer. Vi nød en smoothiebowl hver, men her fås også chiagrød, havregrød og selvfølgelig juice.

Marqt

Marqt er et slags helse-supermarked, som har alverdens mad på køl. De har f.eks. chiagrød og overnightoats, som smager ganske godt. Det smarte ved dette supermarked er, at de har indrettet et lille spiseområde, hvor der er sågar er mulighed for at varme sin mad i en mikroovn (altså, ikke lige chiagrøden, men I ved..).

Rainbowls

Her var vi godt nok ikke forbi, men hvis dette sted har mange forskellige og flotte bowls, ikke mindst. I kan smugkigge på deres insta lige her.

PLUK

Pluk ligger i vores yndlings kvarter: nemlig de 9 gader. Der er to caféer meget tæt på hinanden – og begge er indbegrebet af Instragram-værdigt. Det er også noget de selv dyrker på deres Insta. Det er så pænt, feminint og meget up-to-date på de nyeste trends. Her kan serverer de en alt fra smoothiebowl forklædt som havfruer, unicorn-muffins sammen med et væld af andre søde og sundere kager og sunde frokostretter. Vi fik en veggie-wrap, som var virkelig lækker.

The Vegan Junkfood Bar

Det her sted er helt sikkert et besøg værd. Altså, hvis man vil opleve snaskede, veganske burgere, ‘loaded fries’ og andet junk – helt uden animalske produkter. Det tror jeg dog ikke, at du kommer til at bemærke, for der mangler ikke noget, hverken smag eller udseendesmæssigt. Herudover, kan man købe diverse cocktails og der er også ret meget club-stemning over det. Musikken er høj, så det er nok ikke her, du får de lange samtaler, medmindre du flytter dig udenfor. Uanset, syntes jeg, det er et kig værd, for der er både en masse stemning, mange mennesker og junkfood, selvfølgelig.

Hummus Bistro D&A

Det her sted var muligvis mit yndlings. Hvis du er vild med hummus eller mellemøstlig mad i det hele taget, så bliver du altså nødt til at tage et smut forbi. En hyggelig lille café med sød og hurtig betjening. I køkkenet nede for enden af caféen bager de pitabrød og langer skåle fyldt med virkelig meget lækker hummus. Vi fik hver en kæmpe tallerken med hummus toppet med falafler og alt muligt lækkert tilbehør – både surt, sødt, bittert og salt samt hjemmebagte pitabrød. Her går du i hvert fald ikke sulten fra, så kom med tomme maver og bliv fyldt op med velsmagende retter.

The Avocado Show

Godt nok var vi ikke herinde for at spise på trods af, at vi kom forbi to gange, men begge gange var det mindst 30 minutters ventetid, hvor man kunne blive skrevet op på en venteliste. Det var virkelig populært – og det tog ligesom lidt af hele charmen, men jeg er heller ikke i tvivl om, at det er et besøg værd, da hele konceptet jo er genialt. I hvert fald hvis man elsker avocado – og gerne vil prøve det i nyde klæder. Her var i hvert fald et væld af muligheder til morgenmad såvel som frokost.

Bar Mash

Det var faktisk ganske tilfældigt, at vi kom her forbi. Vi havde kigget på ‘the avocado show’, men det gad vi altså ikke vente på. Efter at have passeret et marked og regnen så småt begyndte at dryppe ned, så var det her det perfekte sted at søge ly. Vi valgte begge en af deres curries, som var fyldt med smag, varme og lige hvad vi trængte til. De havde også andre retter fra det asiatiske køkken, og det var helt svært at vælge. Klart et besøg værd!

Lavinia Good Food

Her drak vi os en kop kaffe og delte en kage den sidste dag, men det er også et ideelt sted til frokost og morgenmad. De havde en lækker salatbar – lidt ala café GLAD og FIKA i Aarhus, sandwiches og et udvalg af sundere, veganske kager.

De Foodhallen

Hvis du er tilhænger af streetfood, så skal du klart tage et smut forbi De Foodhallen. Det et streetfoodmarket på størrelse med det i Aarhus, hvis ikke mindre. De har en masse forskelligt – blandt andet kan man få en sushi-wrap.

The Salsa Shop

Mexicansk mad med burritos, bowls, tacos og andet lækkert. Lidt ala Chido. Hurtig betjening og mættende portioner.

SLA

Jeg syntes generelt at det var svært at finde salater, når man gerne ville have noget lidt let, men hos SLA blander de al verdens salater. Jeg anbefaler deres green protein bowl eller deres falafel bowl. Det er lidt pricy og faktisk var min søster også uheldig med en af deres salater, som bare var kedelig. Men det er selvfølgelig en smagssag.

Overover alle vores måltider, drak vi også kaffe en, to og til tider tre gange om dagen. Ofte hos Starbucks, hvor vi købte en filterkaffe med havredrik i til omkring en 20’er. Billigt og ganske lækkert. Ellers var vi også forbi Coffee company, som lavede noget lækkert kaffe i stil med Starbucks.

Jeg håber, at I måske kan finde lidt inspiration fra denne liste af madsteder. Amsterdam er vitterligt en by man skal opleve på gåben og det bliver der rig mulighed for, hvis I vælger at tage rundt til en masse forskellige spisesteder, men selvfølgelig også de typiske turistattraktioner, som Amsterdam også er indehaver af. Jeg kan klart anbefale at tage en tur til Amsterdam, og jeg laver muligvis en lille mini-guide til, hvad du skal opleve, når du er i byen. Nu ved du i hvert fald, hvad du skal spise!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fløjlsbløde bananpandekager med fyld af friske hindbær og soya yoghurt